Klassisk blåbærtærte

Klassisk blåbærtærte

Denne blåbærtærte minder mig unægtelig om min barndom. Den er blevet lavet i utallige udgaver hver sommer, med de bær som vi lige havde for hånden, og som jeg samlede i haven. Den er helt klassisk og smager bare altid godt, og du kan bruge hvilke som helst bær du har lyst til, både frosne og friske. Her har jeg brugt blåbær, men brombær er også en af mine favoritter. Fletmønsteret er slet ikke så kompliceret at lave, som det måske kan se ud, man skal bare være lidt forsigtig, så dejstrimlerne ikke går i stykker. Server blåbærtærten lun med en klat creme fraiche rørt op med vanilliesukker.


8 personer – Tilberedningstid: ca. 1 time.

 

Ingredienser

Mørdej

200 g hvedemel

100 g smør

50 g flormelis

1 æg

Fyld

300 g friske bær eller frosne direkte fra fryseren

2 spsk. sukker

Sådan gør du

  • Smuldr det stuetempererede smør i melet og tilsæt flormelis og æg, og saml den hurtigt. Hvis dejen er for blød til at rulle ud med det samme, ligges den ca. 30 min. i køleskabet inden udrulning, så den kan blive lidt mere fast.
  • Tag 2/3 af dejen fra og rul den ud, så den passer til en almindelig tærteform og beklæd denne, og prik bunden med en gaffel.
  • Fyld de friske eller frosne bær i bunden og drys sukker over.
  • Rul den sidste 1/3 af dejen ud så den passer med tærtens diameter, og skær da forsigtigt cirklen ud i lange strimler på ca. 1,5 cm.
  • Den ene halvdel af strimlerne skal vende vandret og den anden del lodret. Flet da et fint ternemønster over bærene ved forsigtigt at ligge strimlerne over og under hinanden – lidt ligesom når man fletter julehjerter!
  • Bag blåbærtærten midt i ovnen i ca. 20 min. ved 220 grader, til den er gylden og fin i kanten.
  • Lad tærten køle lidt og server med creme fraiche.

God appetit

Blåbærtærte med fletmønster



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.