Blomkålssalat med linser og knas

Blomkålssalat med linser og knas

Denne blomkålssalat er både frisk og fyldig i smagen, og så er den nem at lave og pynter på et hvert bord. Mikset af den snehvide blomkål og de små sorte belugalinser er utrolig smukt og meget velsmagende sammen med sprød bladselleri og aromatiske krydderurter. Det hele er vendt i en citrondressing med en god olivenolie og toppet med sprøde, ristede græskarker. Alt i alt i bliver det en vegetarret lige efter mit hjerte, som uden problemer kan stå alene, men salaten kan selvfølgelig også serveres som dejligt tilbehør til diverse kød og fiskeretter. Har du en rest til overs er blomkålsalaten også god som en mættende frokost dagen efter.


Til 4 personer – Tilberedningstid – ca. 30 min.

 

Ingredienser

1 ½ dl linser, eks. små sorte belugalinser elle grønne linser

500 g rå blomkål

100 g bladselleri

50 g forårsløg

1 bundt friske krydderurter – eks persille, koriander eller et miks du kan lide

skal af 1 økologisk citron

25 g ristede græskarkerner (til drys)

2 spsk olivenolie

1 spsk æblecidereddike eller hvidvinseddike

2 spsk citronsaft

salt og peber

 

Sådan gør du

  • Linser koges efter anvisningen på pakken.
  • Skyl alle grøntsager og tag bladene af blomkålen og skær det nederste af stokken væk. Blomkålen deles da i mindre stykker og hakkes kort på foodprocessor, til det ligner ris (kan alternativt hakkes i hånden med en kniv). Snit bladselleri og forårsløg fint og hak krydderurterne.
  • Rist græskarkernerne på en pande ved middelvarme til de er sprøde – evt i lidt olie og et med drys salt – og lad dem køle af på en tallerken.
  • Olivenolie, æblecidereddike, citronsaft og -skal røres sammen til en dressing og blandes med blomkål, linser og grøntsager. Smag til med salt og peber.
  • Server den smukke blomkålssalat med ristede græskarkerner som drys og evt. med godt brød til.

Velbekomme!

Blomkålssalat med linser og knas

Blomkålssalat med linser og knasBonusinfo: Opskriften her er en del af et studieprojekt, hvor jeg sammen med min gruppe skulle udvikle og sunde opskrifter til børn på et julemærkehjem. Dette blev så resultatet af vores bud på en vegetarret, men det skal siges, at voksne sagtens kan spise med. Tak for samarbejdet til Anders, Marlene og Tanja.