Bløde cookies med kokos og marcipan

Bløde cookies med kokos og marcipan

Hvis man er vild med gammeldags kokostoppe med chokoladebund, vil de her cookies nok også falde i god jord. Udgangspunktet er nemlig taget i en sådan klassisk opskrift, men jeg har tilføjet en portion marcipan og gjort dejen lidt mere blød, så den flyder ude til store flade cookies. Resultatet bliver en fusion mellem kransekage og kokostoppe i en god cookiestørrelse. Slet ikke dårligt!


Ca. 8 store cookies – Tilberedningstid: ca 30 min

 

Ingredienser

1 stort æg

100 g sukker

100 g kokosmel

50 g marcipan

ca 75 g mørk chokolade

 

Sådan gør du

  • Tænd ovnen på 175 grader.
  • Slå ægget ud i en skål og pisk det med en håndmixer sammen med sukker til det er lyst og luftigt.
  • Riv marcipanen på den fine side af en rivejern og pisk den i æggemassen. Rør kokosmelet i og rør dejen godt sammen.
  • På en bageplade med bagepapir sættes ca 8 lige store kugler med godt mellemrum imellem, da kagerne flyder meget ud.
  • Bag kagerne midt i ovnen i ca. 15 min, eller til de er flot gyldne. Tag dem ud, og lad dem køle helt af på en rist.
  • Hak chokoladen fint og smelt den over vandbad. Med en ske trækkes chokoladeslør over de kolde cookie,s og de står igen til chokoladen er størknet.
  • Opbevar kagerne i en lufttæt dåse – hvis de da holder så længe!

God appetit.

cookies med kokos og marcipan

cookies med kokos og marcipan

 



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.