Cookies med tranebær og hvid chokolade

Cookies med tranebær og hvid chokolade

Hvem elsker ikke en rigtig cookie, som er sprød i kanten men sej og blød i midten? Det gør jeg i hvert fald, og denne udgave med store stykker hvid chokolade og små, seje og syrlige tranebær, er en af mine all time favoritter. Cookies er perfekte til te eller kaffe, til at forkæle kollegerne, som en lille dessert, eller faktisk bare når som helst den søde tand melder sig.


ca. 18 stk – Tilberedningstid: ca 1 time

 

Ingredienser

50 g tørrede tranebær

100 g hvid chokolade

1 æg

180 gram hvedemel

135 g sukker

1 knivspids salt

1/2 tsk bagepulver

1 tsk vaniljesukker

125 g blødt smør

 

Sådan gør du

  • Tænd ovnen på 180 grader.
  • Hak den hvide chokolade groft så det bliver lidt chunky stykker og hak de tørrede tranebær i mindre stykker.
  • I en skål røres den bløde smør med sukker og vaniljesukker godt sammen med en håndmixer. Tilsæt æg og salt og rør igen. Vend hvid chokolade og tranebær i med en dejskraber,.
  • Hvedemel og bagepulver sigtes ned i skålen og dejen vendes sammen.
  • Tag lidt mel på hænderne og rul dejen hurtigt ud til en pølse på køkkenbordet. Del rullen i 18 stykker og tril dem til kugler og fordel dem på to plader med bagepapir med god afstand imellem, da de flyder ud. Pres kuglerne lidt flade og bag en plade af gangen midt i ovnen i ca 10 min eller til kagerne er pæne og lysebrune i kanten.
  • Lad de færdigbagte cookies køle helt af på en rist inden de pakkes i en lufttæt dåse (eller spises!).

God appetit

Cookies med tranebær og hvid chokolade