Estragonkylling i sennepssauce

Estragonkylling i sennepssauce

Estragonkylling er en rigtig lækker vinterret med saftig kylling i en smagfuld sauce med estragon og sennep. Jeg har her bagt nogle søde kartofler i ovnen som tilbehør, da jeg synes deres søde smag passer rigtig fint til kyllingen, men erman mere til kartofler eller andre bagte rodfrugter, kan du også sagtens bruge det. Estragonkylling er en af gengangerne hjemme ved mig, så jeg håber det også bliver et hit for dig!


Til 4 personer – Tilberedningstid: ca 40 min

 

Ingredienser

4 ferske kyllingebryster

ca 1 kg sødkartofler eller en evt en blanding med alm. kartofler eller andre rodfrugter

1 løg, finthakket

1 bundt frisk estragon

2 1/2 dl hønseboullion

2 1/2 dl madlavningsfløde

2 tsk sød grovkornet sennep

salt og peber

olie til stegnig

 

Sådan gør du

  • Skræl sødkartofler eller rodfrugter, og skær dem i grove tern og vend dem i et fad med olivenolie, salt og peber, og bag dem midt i ovnen ved 230 grader i ca. 30 min. eller til de er møre.
  • Imens skæres kyllingebrysterne i store tern. Varm en pande med lidt olie godt op, og brun kyllingestykkerne hurtigt på alle sider, så de får noget farve. Krydr dem med salt og peber. Tag kyllingen op og læg det på en tallerken og kom lidt ny olie på panden.
  • Kom det finthakkede løg på panden og sauter det, til det bliver klart. Kom kyllingen tilbage på panden og hæld boullion over,skru ned for varmen, så panden blot står og simrer. Lad den stå sådan i ca. 5-8 min, for at sikre at kyllingen er gennemvarmet.
  • Tilsæt madlavningsfløde og sød sennep, og varm saucen op til det lige begynder at simre. Smag til med salt og peber og drys til sidst med masser af finthakket estragon.
  • Server estragonkylling sammen med de bagte sødkartofler.

God appetit!

Estragonkylling i cremet sauce