Krydrede græskar samosaer med mangochutney

Krydrede græskar samosaer med mangochutney

Små sprøde pakker med lækkert fyld er jo ikke til at stå for! Samosaer kan fyldes med alverdens lækre ting og krydres på tusind forskellige måder, og da jeg for nyligt havde et yndigt hokaidogræskar liggende derhjemme, fik jeg lyst til at freestyle lidt, og forsøge mig med græskar samosaer. Og hvis jeg selv skal sige det, synes jeg resultatet blev ret godt – Det søde græskar blev krydret med karry, chili, løg og sennepsfrø og vendt sammen med grønne edamame bønner, ristede cashewnødder og masser af frisk koriander. Som et lidt sur/sødt element til retten har jeg lavet en lækker mangochutney til, som er god at dyppe de lune samosaer i.


Ca. 24 stk. Til 4 personer – Tilberedningstid: ca. 1 time.

 

Ingredienser

Mangochutney

1 spsk olivenolie

1 fed hvidløg, finthakket

1 spsk fintrevet frisk ingefær

½ rød chili, finthakket

1 moden mango i tern, ca. 1×1 cm.

¼ tsk kanel

1 spsk æblecidereddike

1 spsk flydende honning

1-2 spsk vand

½ tsk salt

 

Samosaer

50 g cashewnødder – alternativt allerede ristede og saltede

3 spsk olivenolie

1 tsk hele sennepsfrø

1 løg, finthakket

½ chili, finthakket

1 ½ tsk karry

500 g græskar, renset og skåret i små tern, ca.1×1 cm.

100 g bælgede edamame bønner

1 bundt hakket, frisk koriander

1 tsk groft salt

ca. 100 g samosadej, filodej eller forårsrulledej.

1/2-1 liter vegetabilsk olie til stegning afhg. af størrelsen på din gryde. Samosaerne skal kunne dækkes af olien.

 

Sådan gør du

Mangochutney

  • Varm olivenolien op i en kasserolle og steg hvidløg, ingefær og chili ved jævn varme i et par min.
  • Tilsæt mango i tern, kanel, æblecidereddike, honning og vand og lad det simre ved svag varme og under låg i ca. 20 min. – er din mango ikke helt moden og vil ikke koge ud, kan du med fordel tage halvdelen af din færdigkogte chutney fra i en skål og blende det glat med en stavblender. Vend herefter de resterende hele stykker i så den stadig er lidt grov og har tekstur. Skal den være uden stykker blender du selvfølgelig bare det hele.
  • Smag chutneyen til med salt og evt. mere honning. Kom den færdige chutney i en passende skål og lad køle i køleskabet til servering.

Samosaer

 

  • Varm en stor pande op uden fedtstof og rist cashewnødderne gyldne. Stil dem til side og lad køle. Hak dem groft.
  • Kom olie på panden, tilsæt sennepsfrø og steg dem ved jævn varme, til de begynder at poppe. Tilsæt løg, chili og karry og steg det i et par minutter. Kom græskartern på panden og lad det stege mørt i ca. 10 min – vend edamame bønner i panden de sidste par minutter. Krydr fyldet med salt og vend koriander og ristede cashewnødder i.
  • Skær dejen i strimler på ca. 25 x 8 cm – arbejd med én strimmel ad gangen og lad resten af dejen ligge under et vådt klæde, så den ikke tørrer ud. Bruger du forårsrulle dej, kan det være en god ide at lægge to strimler sammen, så laget er dobbelt.
  • Læg ca. 1 spsk fyld midt for, i den ene ende af dejstrimlen. Fold et hjørne over fyldet, så der dannes en trekant, og fold nu fyldet i skiftende retninger, så der dannes en trekantet pakke. Pensl enderne sammen med vand eller lidt olie. Forsæt med resten af fyldet så du får ca. 24 samosaer.
  • Varm den vegetabilske olie op til 180-190 grader i en tykbundet gryde eller pande – du kan teste om din olie er varm nok ved at stikke enden af en tandstik ned i olien. Hvis det bruser og bobler kraftigt omkring den, er olien varm nok. Steg samosaerne 1-2 stk. af gangen i et par min. til de er gyldne. Lad dem dryppe af på køkkenrulle.

Server de varme og sprøde samosaer med mangochutney og gerne en frisk salat til – Velbekomme!

Tip: Vil du gerne undgå frituren kan du også pensle samosaerne med lidt olie og komme dem på en bageplade og bage dem midt i ovnen ved 200 grader, til de er gyldne.

samosaer med græskar

samosaer med græskar

samosaer med græskar

samosaer med græskar

 



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.