Honningstegte figner med citronyoghurt

Honningstegte figner med citronyoghurt

Jeg elsker friske figner og har derfor lavet en hurtig og nem dessert, hvor fignerne for lov at få lidt varme og blive bløde og saftige. På panden laves en fyldig karamel af smør og honning, som fignerne simrer i, og gør dem søde og lækre. Som tilbehør har jeg lavet en frisk citronyoghurt med vanilje til og toppet med sprøde pistacenødder. Slyng lidt mere honning over hele herligheden, og så bliver det vist ikke meget bedre.


Til 4 personer – Tilberedningstid: 30 min.

 

Ingredienser

250 g græsk yoghurt eller skyr

skal af 1 øko citron

lidt citronsaft

korn af 1 stang vanilje

1-2 tsk. flormelis

8 friske figner

2 spsk smør

4 spsk honning

 

30 g grofthakkede usaltede pistacenødder

evt. flydende honning til servering

 

Sådan gør du

  • Rør yoghurten sammen med fintrevet citronskal, lidt citronsaft behag, vaniljekorn og sød den med flormelis efter behag. Stil på køl til servering.
  • Halver de friske figner og smelt smørret på panden. Når det er smeltet og bobler, tages panden kort af varmen mens honning tilsættes og røres rundt. Skru ned på helt lav varme og sæt panden tilbage over blusset. Kom fignerne på panden med skærefladen nedaf og lad dem karamellisere i ca. 5 min – brug imens gerne en ske til at øse noget af honningmassen over toppen af fignerne også.
  • Server de varme og karameliserede figner sammen med den kolde citronyoghurt, drys med pistacenødder og evt. med mere honning.

Velbekomme!

Honningstegte figner med citronyoghurt

Honningstegte figner med citronyoghurt