En blog over min kærlighed til mad

Hvidvinsdampede blåmuslinger i flødesuppe

Hvidvinsdampede blåmuslinger i flødesuppe

Blåmuslinger er virkelig delikate, og faktisk slet ikke så dyre som man kunne gå og tro – og så er det endda hurtig spise, selvom en ret som denne kan se farlig fin ud! Det eneste der tager lidt tid, er at få rengjort sine muslinger for sand og skidt, og at få undersøgt om de alle er friske og levende. Derefter går det stærk, for muslinger skal kun have et par få minutter med varme, ellers bliver de seje. Jeg er helt vildt med at hvidvinsdampe dem som her, og jeg har så også lavet en lille suppe til, som er lidt hyggelig at spise til og sidde og dyppe noget godt brød i. Drik endelig også god hvidvin til. Velbekomme!


Hovedret til 2 personer – Tilberedningstid: ca. 30 min.

 

Ingredienser

1 kg friske blåmuslinger

1 gulerod

1 porre

2 fed hvidløg

1 spsk olivenolie

1 dl hvidvin

3 dl grøntsagsboullion

1 1/2 dl piskefløde

1/2 tsk sennep

salt og peber

Desuden: godt brød til og lidt friske krydderurter som pynt. Jeg har brugt persille.

 

Sådan gør du

  • Rens muslingerne i flere hold koldt vand for at fjerne sand, og skrub skidt af skallene med en hård børste eller en gammel kniv, hvis noget af det er meget fastgroet. Bank hver enkelt et par gange ned i bordet, og kasér dem der ikke lukker sig sammen herefter – de er døde.
  • Skræl guleroden og hak den i helt små tern. Rens porren grundigt,halver den og skær i tynde skiver. Hvidløget hakkes fint.
  • Varm olien op i en stor gryde og svits grøtsagerne af i 4-5 min. Tilsæt hvidvin og blåmuslinger og læg låg på gryden. Hav god varme på og ryst gryden jævnligt. Efter 4-5 min skulle muslingerne gerne have åbnet sig og være færdige og møre. Fisk muslingerne op af gryden med en hulske og kom dem i en stor skål. Er det nogle af muslinger der ikke har åbnet sig igen, kasseres disse også, da de kan være dårlige.
  • Tilsæt boullion, fløde og sennep til gryden og kog kort op. Smag til med salt og peber.
  • Server de dampede muslinger i fine skåle og øs lidt af suppen over. Spis noget godt brød til, som du kan dyppe i suppen.

Tip: Når du har fået fisket én af muslinger ud af sin skal og har spist den, kan du nemt bruge den tomme skal som en lille tang til at få listet alle de andre muslinger ud. Hav gerne en skål på bordet til de tomme skaller.

God appetit!

Hvidvinsdampede blåmuslinger i flødesuppe

Hvidvinsdampede blåmuslinger i flødesuppe