Jordbærtærte med vaniljecreme

Jordbærtærte med vaniljecreme

Noget der virkelig minder mig om sommer er en klassisk jordbærtærte, og selvom det er lidt et større projekt at gå i gang med, er det uden tvivl umagen værd – udseende og smag bliver bare ikke bedre. Denne opskrift har jeg lavet som en gammeldags udgave med en smørholdig og sprød mørdej som bund, en fugtig og blød marcipanmasse, og en klassisk hjemmelavet vaniljecreme på toppen og selvfølgelig masser af jordbær. En jordbærtærte som uden tvivl vil skabe glade og tilfredse maver.


Til 1 tærte, ca. 10 stykker – Tilberedningstid: med køling mv. ca. 4 timer.

 

Det skal du bruge

Mørdej
250 g hvedemel
100 g flormelis
125 g smør
1 æg

Marcipanmasse
200 g marcipan
150 g sukker
100 g smør
2 æg
35 g hvedemel

Vaniljecreme
3 1/2 dl mælk
35 g sukker
korn af 1 vaniljestang
4 æggeblommer
1 1/2 spsk maizena

Desuden
500 g friske jordbær
evt. 100 g mørk chokolade

 

Sådan laver du jordbærtærte

  • Saml mørdejen ved at blande mel og flormelis i skål og skære tern af det kolde smør i. Smuldr det fint og saml hurtigt dejen med ægget. Lad gerne dejen hvile i køleskabet i en 1/2 time, så er den nemmere at rulle ud.
  • Tænd oven på 200 grader.
  • Rul dejen ud og beklæd en smurt tærteform på ca 26-28 cm med dejen og pres overskydende dej af ud over kanten, så denne bliver flot.
  • Kom et stykke sølvpapir over dejen og fyld den med eks ukogte ris, tørrede linser eller bønner for at “blindbage” den. Da dejen indeholder meget smør blindbager man den på denne måde, sådan at siderne under bagningen ikke skal glide ned. Forbag tærtebunden i ca. 10 min på denne måde.
  • Tærtebunden tages ud af ovnen og sølvpapiret med linser i fjernes.
  • Marcipanmassen laves ved at røre marcipan, sukker og blødt smør godt sammen. Tilsæt 1 æg et af gangen og pisk godt imellem hver – brug en håndmixer. Sigt hvedemelet i og vend det i massen.
  • Fordel marcipanmassen i tærtebunden og bag tærten i ca. 25 min ved 200 grader, til den er fint brun på overfladen og midten også er bagt og hævet op over det hele.
  • Vil du gerne have chokolade på kagen kan du hakke 100 g fint og drysse ud over den varme bund, lige når den er kommet ud af ovnen. Så smelter den hurtigt og du kan smøre den pænt ud med en paletkniv eller en dejskraber.
  • Lad kagen køle helt af før du fortsætter – lav gerne vaniljecremen nu, da denne også skal køle af.
  • Alle ingredienser til vaniljecremen kommes i en lille gryde og opvarmes under konstant omrøring. Kog den op til cremen bliver tyk. Kom cremen i en skål og stil den i køleskabet.
  • Skyl og rens de friske jordbær, og sørg for at de er helt tørrre når du skal til at dekorere kagen. Skær toppen af og del hvert bær i halve.
  • Fordel den kolde vanilkecreme over tærten og smør den ud til kanten af marcipanmassen.
  • Pynt nu toppen med de friske jordbær.
  • Til servering kan kagen evt pyntes med sigtet flormelis eller server som den er – ellers er der bage tilbage at nyde jordbærtærten og sommeren!

Velbekomme!

Jordbærtærte med creme

Jordbærtærte med creme

Jordbærtærte med creme