Mango sticky rice med kokos

Mango sticky rice med kokos

Hvis du nogensinde har rejst i Asien, kan du næsten ikke udgå at have stødt på mango sticky rice, der er en klassisk dessert, som fåes næsten alle steder. Desserten består af dampede ris vendt med kokosmælk, som derfor giver en sød og lidt klistret rismasse – deraf navnet. Jeg har lidt utraditionelt valgt at tilsætte lidt vanilje, bare fordi jeg synes det kunne være ekstra lækkert, men smagen skal nok minde dig om varme himmelstrøg.  Desserten serveres med friske mangobåde, og jeg har yderligere peppet desserten op med lidt ristede sesamfrø, der giver en dejlig smag og nogle ristede kokoschips, som knaser godt. Server din mango sticky rice som en oplagt dessert til en thailandsk eller vietnamesisk middag og forkæl dine gæster.


Til 6 personer – Tilberedningstid: ca. 1 time og 30 min.

 

Det skal du bruge

Sticky rice
250 g grødris
1 dåse kokosmælk (ikke light)
1/4 tsk. salt
5 spsk. sukker
1/2 vaniljestang

Til servering
2 modne mangofrugter
1/2 dl sesamfrø
ristede kokoschips
evt. citronmelisse eller mynte til pynt

 

Sådan laver du mango sticky rice

Sticky rice

  • Lad risene ligge i blød i koldt vand i mindst tre timer – gerne natten over. Dræn i en sigte.
  • Kog en gryde med vand i bunden op og sæt sigten med risene på grydens kant. Læg et fugtigt viskestykke over og læg låg på. Lag risene dampe sådan i ca. en time. Vend rund med en ske indimellem.
  • Kog kokosmælk salt, sukker og vaniljestang op i en anden gryde. Når risene er dampet færdige vendes de i den netop kogte kokosmælk. Læg låg på gryden og lad risene hvile 10-15 min. til servering.

Anretning

  • Skræl mangoerne og skær i fine, tynde både eller tern.
  • Rist hurtigt sesamfrøene på en tør pande, til de dufter og er gyldne.
  • Anret din mango sticky rice ved at finde en lille skål og fyld den med sticky rice, som presses godt sammen, og da vendes ud tallerkner. Pynt med frisk mango, drys med ristede sesam og kokoschips, og server straks.

Velbekomme!

Mangostickyrice3

Mango sticky rice