Smuk quinoa salat med blodappelsin

Smuk quinoa salat med blodappelsin

Foråret er kommet og får mig til at se frem til sene sommeraftener i solen og spisning udenfor. Sommermad er for mig særligt lækre og farverige salater, og denne quinoa salat er mit første bud på sådan en af slagsen i år. Smagen er dejlig frisk og syrlig, knaser godt af mandler og toppes med lækker og cremet feta. Smukkere og mere velsmagende bliver en salat næsten ikke efter mit hoved.


1 stor salat som tilbehør til 4 eller hovedret til 2 – Tilberedningtid: ca. 30 min.

 

Ingredienser

150 g quinoa eller lignende som bulgur eller couscous

100 g blandede salatblade

1 lille rødløg

2 blodappelsiner

1 bundt frisk koriander

ca 150 g god fetaost

1 håndfuld mandler

1 øko citron

2 spsk olivenolie

salt og peber

 

Sådan gør du

  • Afmål 150 g quinoa og kog det efter pakkens anvisning i saltvand. Kom det i en sigte lad det køle og dryppe af – skyld evt i koldt vand hvis det skal gå lidt stærkt. Imens forberedes det resterende.
  • Varm en pande op med ca 1 tsk olie og rist mandlerne herpå til de får farve. Drys med lidt salt og lad dem køle af.
  • Skyld salat og frisk koriander og lad det dryppe af. Halver rødløget og skær i tynde skiver. Appelsinerne skylles og skæres i fileter.
  • Riv citronskallen fint og kom det i en lille skål og pres saften herud i også. rør 2 spsk olivenolie i og smag til med salt og peber.
  • Vend i en skor skål kogt quinoa med koriander, salatblade, rødløg og citron-olie-dressingen. Tilsæt appelsinfileterne, smulder feta i skålen og vend let igen.
  • Drys de ristede og saltede mandler over til slut og riv evt lidt mere citronskal på toppen for at gøre salaten ekstra fin. Server gerne salaten til lyst kød eller fisk, eller spis den som den er på en vegetardag.

God appetit!

Quinoa salat med blodappelsin

Quinoa salat med blodappelsin