Tour de Frozen Yoghurt

Tour de Frozen Yoghurt

Frozen yoghurt har indtaget byen, og man kan købe de populære “saml selv is” flere steder i bybilledet. Jeg har derfor været på Tour de Frozen Yoghurt og smagt på lidt af byens udvalg.


Sommeren er snart over os, og er der én ting aarhusianerne tilsyneladende ikke kan få nok af i varmen, så er det frossen yoghurt! I hvert fald hvis man skal dømme efter antallet af isjoints der popper op i byen og tilbyder den kalorielettere og friske is. At det da overdænges med slik og chokoladesovs, skal bestemt ikke få et ondt ord med fra min side – jeg er dedikeret fan. Men hvor skal man egentlig tage hen, og hvilket udvalg vil man have? Jeg har derfor været på besøg hos den første, den økologiske og den nye, for at give et overblik. Tour de Frozen Yoghurt, sæt i gang!

Første stop – YOGO!
Stedet i Gulsmedegade 19 er pink og har ren girlpower, høj musik i højtalerne og god stemning. Stedet var det første i Aarhus, og har den 17. maj 1 års jubilæum. Der er fuld fart på kæden, der er at finde over hele landet, og som snart også udvider til M.P Bruunsgade. YOGO har 6 forskellige smagsvarianter, men en ny er lige på trapperne i sortimentet – en udgave med frisk hyldeblomst, som jeg godt kan forestille mig kunne blive et sommerhit. Toppingudvalget ser meget indbydende og farverigt ud, og er præget af masser af friske frugter, diverse chokoladetoppings, kiks/kager og et mindre udvalg af drys og flydende sirups, mm. Noget jeg aldrig havde set før var de såkaldte ”bobas” der også er topping af små gelekugler med frugtsaft indeni. De er kendt fra bubble tea, og er en ret anderledes oplevelse af små frugteksplosioner, der popper i munden.

yogo CollageHos YOGO smagte jeg på naturel-, blåbær- og mangois, som alle var karakteristiske i deres smag. Naturelyoghurten var virkelig blød og cremet, men også ret sød. Både mango- og blåbærisen smagte tydeligt frisk og syrligt af det de lover, og man kunne smage at YOGO bruger god frugtpuré i deres is. Generelt kunne jeg smage, at kvaliteten var høj, og at der bliver gode råvarer til deres is. Stemningen er god og man kan næsten kun blive i godt humør af de mange farver og den gode smag. Prisen hos YOGO ligger på 13 kr. pr 100 gram.

yogo6Økologisk Frozen Sigurt
Byens økologiske bud på en frozen yoghurt ligger i Jægergårdsgade 57, blandt den hyggelige gades livlige atmosfære. Frozen Sigurt åbnede sidste år i august, og er ejet af Frantz Longil, som også har Kähler spisesalon og Vila Dining. Herfra stammer en del af stedets topping også, bl.a en sprød crumble med hvid chokolade og friske kompotter lavet af æble og rabarber – et lækkert og eksklusivt indslag. Stedet byder på diverse frugttoppings, men har også et stort udvalg af sprøde kiks og chokoladegodter – og ej forglemme deres varme chokoladesovs, af ren mørk chokolade. Yoghurten er selvfølgelig økologisk, og der er mange valgmuligheder! Hele 12 forskellige smagsvarianter, hvor der også er nogle af de lidt skæve: Som en turkis pebermyntesag, karamel og lakrids, men også en naturel udgave sødet med stevia, hvis det skal være helt artigt.

FsCollageDen klassiske naturelvariant, var her lidt mere frisk og mild i smagen, måske lidt tættere på en almindelig yoghurt, som man kender den fra morgenbordet, hvilket jeg godt kan lide. Dog var den knap så cremet og smooth, som ved YOGO. Jeg smagte også jordbærisen, chokolade og pebermynten, hvor de to første smagte dejligt af deres ingredienser, men pebermynten blev en tand for giftig i at se på og lidt for syntetisk til min smag. Men et cool sted at nyde sin is, eksempelvis i den tilhørende lounge ved siden af baren, hvor du også kan tage dit eget Instagrambillede af isen, hashtagge det med #frozensigurt og deltage i den månedlige konkurrence om en is til dig og din ven. Prisen er lidt højere hos Sigurt med 15 kr. per 100 gram, men det er selvfølgelig økologien man betaler for.

FS1Smiley
Byens nye centrale bud på yoghurt-trenden ligger I Frederiksgade 12, og går ved navnet Smiley, hvor den har ligget siden slut februar. Her bliver man overvældet af det store topping-udvalg, der fylder hele disken fra ende til anden. Her er også frisk frugt som de andre steder, bobas og en virkelig lækker hvid chokoladesauce, men udvalget præges langt mest af slik, som man kender det fra ”bland-selv” bøtterne.

smileyCollageHos Smiley kan man vælge mellem 6 isvarianter, hvor de der stikker ud er vandmelon- eller granatæbleis. Jeg fik lov at få et girly miks af vandmelon og mangois, toppet med frugt og slik i matchende farver. Begge is var dejligt cremede, men begge var meget søde og måske lidt syntetiske efter min mening. Natureludgaven var dog fin og faldt i god jord hos mig. Så har man en ekstra sød tand, er der helt sikkert god mulighed, for at få tilfredsstillet sin sliktrang – Hvorfor det faktisk også er smart at Smiley leverer den mest kalorielette is, blandt dem jeg besøgte denne dag, med kun 80 kalorier per 100 gram. Hos Smiley er prisen for is og topping 13 kr. pr 100 gram.

smiley1Hvor skal du hen?
Der er rig muglighed for at få stillet lysten til frossen yoghurt denne sommer. De forskellige steder har faktisk forskellige ting at byde på, både af smagsvarianter i is, men også i udvalget af toppings, der varierer i både saucer, frugtudvalg og sliktyper. Skal jeg udråbe min personlige favorit, og vinder af min lille tour, må det blive YOGO. Jeg er vild med det store udvalg af frisk frugt, og synes generelt at smagsvarianterne er troværdige, fordi de smager af det de lover. Alle steder har dog hver sit at byde på, og hvis jeg har lyst vil økoudgaven med rabarberkompot eller en pink udgave med klistret og lækker hvid chokoladesauce, så ved jeg også hvor jeg skal gå hen.

 



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.