Havtorn marmelade med æble og vanilje

Havtorn marmelade med æble og vanilje

Jeg var for nylig ude at gå tur ved vandet og var så heldige at finde friske havtorn. Jeg gav mig til at plukke indtil minde hænder var fuld af rifter, men det var uden tvivl det hele værd, for havtorn smager helt fantastisk. De er meget syrlige, men har sin egen karakteristiske smag og så er de fulde af C-vitamin – Faktisk siger man, at der i et enkelt bær er lige så mange C-vitaminer som i en hel appelsin. Og af den gode høst blev det blandt andet til denne lækre marmelade af de fine bær. Der er kommet masser af vanilje i, men også lige et enkelt æble for at give lidt faste stykker i marmeladen, som jeg godt kan lide. Er man dog glad for en glat marmelade, undlader man selvfølgelig bare. Jeg har desuden ikke kommet ret meget sukker i marmeladen, da jeg rigtig godt kan lide det meget syrlige, men smag dig frem, og hvis min udgave er lige syrlig nok til din smag, kommer du bare mere sukker i. Under alle omstændigheder ender man ud med en virkelig dejlig marmelade som kan bruges både på brød, på yoghurt og i desserter og kager.


Til ca. 3 marmeladeglas – Tilberedningstid: ca. 20 min.

 

Det skal du bruge

750 g friske havtorn

300 g sukker – tag 4 spsk. fra til geleringpulveret

1 stang vaniljestang

1 stort æble

ca. 4 tsk. geleringspulver til marmelade – Men læs anvisningen på pakken!

 

Sådan gør du

  • Kom de skyllede friske havtorn i en gryde sammen med sukker og kog det op til der er kommet saft ud af bærene.
  • Blend bærene med en stavblender og hæld det gennem en sigte og pres alt saften fra, sådan at kun skaller og kerne er tilbage i sigten.
  • Hæld saften tilbage i gryden og kom også små stykker af skrællet æble i, korn fra vaniljestangen samt de tomme stænger. Kog op i ca 5 min til æblestykkerne virker møre. Fisk vaniljestængerne op.
  • Bland geleringspulver sammen med 4 spsk sukker og tag gryden af varmen og hæld i under omrøring (men læs om mængder og metode på dit produkt og brug det). Kom gryden tilbage på varmen og kog op i ca 30 sek.
  • Lav “marmeladetesten” ved at komme lidt af den varme havtorn marmelade på en kold tallerken og se om den sætter sig og har en god konsistens – ellers tilsættes mere geleringspulver.
  • Hælg marmeladen på skolede glas og opbevar marmeladen i køleskab. Brug på godt brød, på yoghurt eller til en dessert.

Havtorn marmelade