Agurk-fennikel salat med rygeost dressing

Agurk-fennikel salat med rygeost dressing

Fennikel er nok en af de grøntsager, man næsten altid kan finde i mit køleskab! Jeg er helt vild med den i salater, men da den er en hård sag, så kræver den lidt opmærksomhed og at man tager sig tid til at snitte den fint. Men så giver den til gengæld også et fantastisk sprødt bid til din salat, og så smager den jo i sig selv dejligt frisk og har lidt søde anis noter. I denne salat er den i selskab med agurk og syrlige æbleskiver, vendt i mynte, masser af citron og til sidst toppet med ristede mandler og serveret med en mild rygeost dressing – Og den er fuldstændig perfekt til al fisk og skaldyr!


Tilbehør til 4 personer – Tilberedningstid: ca. 15 min.

 

Ingredienser

1 agurk

1 fennikel

1 syrligt æble

1 bundt frisk mynte

25 g ristede mandler, grofthakkede

1 øko citron

75 g rygeost

75 g creme fraiche

salt og peber

 

Sådan gør du

  • Find en stor skål og fyld den med iskoldt vand.
  • Skær agurk og fennikel i tynde strimler på et mandolinjern – Ejer du ikke sådan et, kan du alternativt alliere dig med en kartoffelskræller til agurken og skrælle strimler på den måde, og så snitte fennikel fint med en skarp kniv. Det skal bare være tyndt! For som du snitter dig igennem herlighederne, kommes det løbende i det kolde vand, og så skær der noget forunderligt: Fennikel bliver super sprød og agurken får mere bid og bliver fast af det kolde vand. Ergo bliver din salat endnu mere sprød og lækker!
  • Skær æblet i både og snit det ligeledes fint og kom det op i skålen med det kolde vand. Lad det hele stå i vandet mens du laver dressingen.
  • Rør rygeost og creme fraiche godt sammen og smag til med lidt salt.
  • Hak mynte groft, riv citronen for skal og pres saften.
  • Dræn nu agurk, fennikel og æble godt af i en sigte og kom det på et stort fad. Vend det hele godt sammen med mynte, citronskal og-saft, drys med mandler og server sammen med rygeost dressingen.

Velbekomme!

agurk-fennikel salat

agurk-fennikel salat