En trang til den franske klassiker “Coq au vin” blev for nylig til denne ret, da vi altså ikke lige stod med en kylling hjemme i køkkenet, men derimod en svinemørbrad, der tiggede om ikke bare at blive stegt på panden. Så den kom i selskab med en masse vin, tomat, løg, gulerødder og de bedste franske krydderurter, timian, rosmarin og laurbær. Og smagen bliver bestemt ikke mindre god af at “hanen” er skiftet ud med svin – for det her kan ikke undgå at blive intenst, og så er det bare en helt vildt hyggelig simreret. Her er saucen lavet på en kraftig rødvin, som giver en mere mørk og kraftig smag, men der kan også benyttes en hvidvin, gerne en Riesling, hvis man går efter en mere aromatisk og frugtig smag – Under alle omstændigheder, så brug en vin, som du også synes du kan være bekendt at drikke som den er, og glæd dig da over, at der lige er til to små glas selvom saucen har taget det meste af flasken!
Til 4 pers – Tilberedningstid: marinering min 2 timer + 45 min
1-2 afpudsede svinemørbrad
5 dl vin
1 rødløg
2 fed hvidløg
6 skalotteløg
4 gulerødder
250 g champignoner
4 kviste timian,
2 kviste rosmarin
3 laurbærblade
ca 100 g mager bacon i tern
1 lille dåse tomatkoncentrat
Salt og peber
olie til stegning
Til servering
Kogte kartofler og frisk persille
- Skær mørbrad i ca 2 cm tykke skiver og kom dem i en skål. Pil og halver skalotteløg og hvidløg og kom dem i skålen med kødet sammen med vin, hakket rosmarin- og timianblade, de tørrede lauerbærblade, samt kværnet peber. Lad skålen stå i køleskabet i mindst 2 timer og trække.
- Skræl gulerødder og snit dem i tern på ca 1×1 cm, rens champignon og skær dem i kvarte, og hak rødløget fint.
- Varm en stor gryde op og kom bacontern heri og lad dem brune af, og tag det op af gryden.
- Kom evt lidt olie i gryden og steg rødløget i et par minutter til de er klare og tag også dem op.
- Svits nu gulerødder og champignon i et par minutter og kom da rødløg og bacon tilbage i gryden. Tilsæt tomatkoncentrat, rør rundt og lad den svitse af.
- Tag mørbradstykkerne op af rødvinen, dup dem tørre med køkkenrulle, og hæld samtidig rødvinslagen med krydderurter og skalotteløg op i gryden med grøntsager.
- Varm en pande op med lidt olie og steg kødet ca 1 min på hver side ved høj varme, så de får noget farve. Kom kødet i gryden til alle de andre herligheder, og lad retten simre i ca 20 minutter ved svag varme under låg.
- Imens gryden simrer, koges kartofler og der hakkes frisk persille.
- Inden servering smages retten til med salt og peber og saucen kan evt tyknes med lidt marizena hvis den synes for tynd.
- Server porc au vin med små kartofler, frisk persille og et godt glas vin til – Så bliver det ikke bedre!
God appetit!
